Nu bliver der hældt ny olie på den kande, der smører boligmarkedet. Forårets kommende ejendomsvurderinger falder nemlig i gennemsnit med 14 pct. på landsplan for parcelhusene. Samtidig falder grundværdierne med 13 pct.
Det betyder, at boligkøberne samlet set i 2010 står til at spare 77 mio. kr. i tinglysningsafgift. Men der er forskel på, hvor stort faldet bliver i forskellige dele af landet. Det viser beregninger, som Nordea har lavet for DanBolig på baggrund af SKATs regionale prognoser for de offentlige ejendomsvurderinger.
”Her i Nordsjælland forventes et fald i ejendomsvurderingerne på 33 pct. Det betyder, at der i gennemsnit er udsigt til at spare omkring 1.700 kr. i tinglysningsafgift, hvis man køber en ejerlejlighed i Helsingør. Parcelhuskøberne står til at spare i gennemsnit cirka 5.800 kr. I Fredensborg derimod er der udsigt til besparelser på omkring 1.500 kr. for ejerlejlighederne og cirka 3.600 kr. for parcelhusene”, forklarer Mark Læssøe fra DanBolig i Fredensborg.
”Man skal imidlertid være opmærksom på, at udviklingen for den enkelte ejendom kan afvige en del fra gennemsnittet i landsdelen og kommunen – både i opad- og nedadgående retning.”, siger Mark Læssøe.
Besparelsen skyldes, at tinglysningsafgiften beregnes som en andel af enten ejendomsvurderingen eller af salgsprisen, og man vælger altid det største af de to beløb.
”Priserne er jo faldet markant, siden de toppede i 2006. Derfor er mange boliger blevet handlet til under den offentlige vurdering, og tinglysningsafgiften er så beregnet af vurderingen. Men når vurderingerne nu falder, bliver det gennemgående salgsprisen, der bliver højest. Og derfor falder tingslysningsafgiften”, siger Mark Læssøe og slutter:
”Ud over de lavere tinglysningsafgifter for boligkøbere mange steder i landet er de lavere vurderinger også godt nyt for familieoverdragelser af boliger. Nu bliver det nemlig muligt at sælge sin bolig til ægtefællen eller børnene til en lavere pris end tidligere.”
Så selv om frosten har bidt sig fast, og olien løber en smule langsomt, er der altså udsigt til, at motoren i boligmarkedet bliver smurt en kende i løbet af året.